TV
En kunstner har ophavsret til sine malerier, skulpturer, grafik og digitale kunstværker mm. Han skal give tilladelse til, at værkerne må vises i TV og på hjemmesider. Og kunstneren har ret til betaling, også når han selv deltager i programmet.
De statslige public service stationer (DR og TV2) har en særlig adgang til at indgå aftale om visning af billedkunst i deres TV programmer. Det er en mulighed Ophavsretslovens § 30 giver dem. BilledKunst har derfor indgået en TotalAftale med DR, der giver ret til at bruge værker af alverdens billedkunstnere uden forudgående tilladelse. DR betaler for visningen, når programmet er blevet sendt.
Selvom bestemmelsen ikke giver kommercielle TV-stationer samme mulighed for en TotalAftale, kan vi tilbyde fordelagtige aftaler til de interesserede TV-stationer, der bruger meget billedkunst i deres udsendelser.
Der er rettigheder til et kunstværk, med mindre der er gået 70 år siden kunstneren døde. BilledKunst giver tilladelser på kunstnernes vegne. Vi repræsenterer 57.000 danske og udenlandske kunstnere og kan give tilladelse til at gengive deres værker i f.eks.:
- Kunstprogrammer
- Længere reportager fra kunstudstillinger
- Undervisnings-, kultur- og livsstilsprogrammer
- Intro eller programvignet
Dagsaktuelle begivenheder kan vises uden betaling
Undtaget er de tilfælde hvor kunstværket indgår i en dagsbegivenhed, f.eks. offentlig afsløring af en ny skulptur eller et kunsttyveri fra et museum. Her kan værkerne vises uden forudgående aftale og uden betaling.
Til toppen af siden