Flere penge til ny dansk viden og kultur
12.220 danske forfattere, journalister, udgivere og komponister får fra på onsdag betaling for de mange tekster og noder, der bliver kopieret på landets skoler og uddannelser. Denne betaling er vigtig for tilblivelsen af ny viden og kultur.
Nye bøger, tekster og noder får en økonomisk hjælpende hånd, når Copydan Tekst & Node fordeler 177,8 mio. kr. til de 12.220 forfattere m.fl., der har udarbejdet alt det, der er blevet kopieret på landets skoler og uddannelser i 2008.
”Salget af bøger til undervisning er ikke ligefrem stort - faktisk tjener jeg mere på et weekendjob som organistvikar, end jeg tjener på salg af min bog i et helt år. Selvom jeg selvfølgelig helst vil have, at min bog bliver købt, så er ”kopipengene” et positiv bidrag, der får det til at give lidt økonomisk mening at udgive en bog.”, siger Oluf Hildebrandt-Nielsen, der har skrevet ”Musikskolernes Teoribog”. Til daglig underviser han i klaver, hørelære og musikteori på Hørsholm Musikskole.
|
 |
Hans bog ”Musikskolernes Teoribog” bruges flittigt af hans kollegaer på musikskoler. Det ses bl.a. af den statistik over kopier, som Copydan Tekst & Node bygger årets udbetaling på.
Kopipenge motiverer
De såkaldte kopipenge kommer fra skoler og uddannelser, der har indgået aftaler om kopiering med Copydan Tekst & Node. Aftalerne giver lærerne mulighed for at kopiere fra alle trykte medier.
Pengene sender Tekst & Node videre til de personer, der har skrevet og udgivet de værker, der er blevet kopieret. Der udbetales beløb helt ned til 100 kr. Beløbets størrelse afhænger af, hvor mange gange den pågældende forfatters værker er kopieret. Samtidig med at skoler og uddannelser får mulighed for at kopiere værker, er de altså med til at sikre, at forfattere som Oluf Hildebrandt-Nielsen får betaling for deres arbejde, når det kopieres – en betaling, der er med til at sikre produktion af ny dansk viden og kultur.
”Som nonprofit-organisation er vores fornemste mål at bidrage til at sikre en løbende tilblivelse af værker. Derfor er det en stor glæde at kunne fordele penge til dem, der arbejder for at formidle ny viden til os og vores børn – og som beriger vores hverdag med litteratur, musik og kunst.”, siger Frants Iver Gundelach, formand for Copydan Tekst & Node.