Hvad er ophavsret ?
Reglerne om ophavsret findes i ophavsretsloven.
Ophavsretten er det regelsæt, der beskytter ophavsmænd, producenter og udøvende kunstnere mod, at deres værker og præstationer bliver kopieret og brugt offentligt uden deres samtykke.
Den gældende lov om ophavsret er fra 1995 med ændringer i 1998, 2001 og 2002. Den nye ophavsretslov, der blev til efter mere end 20 års forberedelse, havde bl.a. til formål at modernisere de ophavsretlige regler og styrke beskyttelsen på en række områder, ikke mindst på baggrund af den teknologiske udvikling.
Ophavsretsloven bygger på et intensivt samarbejde mellem de nordiske lande, og beskytter forskellige grupper af rettighedshavere.
Ophavsmænd
Først og fremmest beskyttes ophavsmændene, de skabende kunstnere, der frembringer litterære værker (f.eks. romaner, radiomontager), musikværker (f.eks. noder), sceneværker (f.eks. skuespil), filmværker (f.eks. spillefilm og TV-programmer) og kunstværker (f.eks. malerier og fotografier). Ikke alene kunst og litteratur i gængs forstand, men også faglitteratur, journalistik, videnskabelige redegørelser og andre praktisk orienterede frembringelser omfattes af beskyttelsen. Det gælder f.eks. også tekniske tegninger, edb-programmer og kunsthåndværk. Også den, der bearbejder et værk, f.eks. oversætteren af en udenlandsk roman eller TV-udsendelse, nyder beskyttelse som ophavsmand.
Udøvende kunstnere
Ud over ophavsmænd har især udøvende kunstnere, pladeproducenter, film- og TV-producenter samt radio- og tv-stationer rettigheder ifølge ophavsretsloven. Disse kaldes nærtstående rettigheder, fordi de er nærtstående i forhold til ophavsmændenes rettigheder. Udøvende kunstnere er de musikere, sangere, skuespillere, dansere m.fl., der fremfører værker, f.eks. ved at spille musik eller medvirke i en film.
Producenter
Pladeproducenter er de pladeselskaber, der i økonomisk forstand producerer CD'er, LP'er og lydbånd (fonogrammer). Radio- og TV-stationer er de foretagender, der står bag radio- og TV-udsendelser - f.eks. DR og TV2. Film- og TV-producenter er de selskaber, der i økonomisk forstand producerer film, TV-programmer, video m.v. Disse producenter har også selvstændige rettigheder efter den gældende ophavsretslov.
Personlige rettigheder
De rettigheder, der efter lovgivningen tilkommer ophavsmænd og udøvende kunstnere er personlige: Rettighederne opstår hos den fysiske person, der har frembragt værket, udført præstationen eller taget det fotografiske billede. I modsætning hertil er reglerne om pladeproducenter, film- og TV-producenter samt radio- og TV-stationer udtryk for en producentbeskyttelse: Rettighederne opstår hos det selskab - den juridiske person - der står økonomisk bag fonogrammet, filmen, TV-programmet m.v.
Ingen idébeskyttelse
Ophavsretsbeskyttelsen er en beskyttelse af værket. Det er kun den konkrete udformning, der beskyttes, ikke de tilgrundliggende ideer og principper. Man kan således ikke hævde eneret på en idé om at fremstille en bestemt slags værk, f.eks. en skulptur af en havfrue, men man kan modsætte sig, at andre efterligner den konkrete udformning af ens skulptur. Man kan heller ikke monopolisere bestemte stilarter inden for kunsten og litteraturen: Det står enhver frit for at skrive magisk realisme og at male kubistiske billeder. Hvis ideer og principper var ophavsretligt beskyttede, ville man snart sætte den kulturelle og kunstindustrielle udvikling i stå.
Værkshøjde
En frembringelse skal have værkshøjde for at opnå ophavsretlig beskyttelse. Værkshøjde er udtryk for en vis selvstændig, skabende indsats fra ophavsmandens side. Den kunstneriske kvalitet er underordnet. Ophavsretten behandler ikke god og dårlig kunst forskelligt. Grænserne for værkshøjde fastlægges i domstolenes praksis. Indholdet af retsbeskyttelsen varierer mellem de forskellige rettighedsgrupper. Generelt set har ophavsmændene den stærkeste retsbeskyttelse. På mange punkter er beskyttelsen dog den samme - den ny ophavsretslov tenderer mod at sidestille de nærtstående rettigheder med ophavsmændenes rettigheder.
Økonomisk beskyttelse
Den økonomiske beskyttelse består i en eneret til at fremstille eksemplarer af værket og til at gøre værket tilgængeligt for almenheden ved offentlig fremførelse eller ved at sprede eller vise eksemplarer af værket til almenheden. Eneretten betyder, at andre ikke må benytte værket på disse måder uden at have en tilladelse fra ophavsmanden. Sker det alligevel, er ophavsretten krænket, og ophavsmanden kan nedlægge forbud og kræve straf og erstatning. Grovere tilfælde, f.eks. hvis der i kommercielt øjemed fremstilles og spredes ulovlige kopier af plader og videofilm, kaldes pirateri.
Selvom en billedkunstner sælger sit maleri, giver det ikke køberen ret til at fremstille kopier af maleriet eller til at gøre maleriet tilgængeligt for almenheden.
Ophavsmanden kan selv udnytte sit værk, medmindre han eller hun har overdraget rettighederne til en anden.
Ophavsmandens eneret omfatter også en beskyttelse mod efterligninger (plagiater).
Ideel beskyttelse
Den ideelle beskyttelse - også kaldet droit moral - består i dels en navnangivelsesret, dels en respektret. Ophavsmanden har krav på at få sit navn angivet på værkseksemplarer og ved offentlig brug af værket. Respektretten er en beskyttelse mod, at værket ændres på en krænkende måde, f.eks. forvanskes, og at værket gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens anseelse eller egenart som kunstner.
Loven beskytter ophavsmanden mod at sælge ud af sine ideelle rettigheder: En helt generel tilladelse (carte blanche-tilladelse) til droit moral-krænkelser er ugyldige. Droit moral-beskyttelsen er principielt evigtvarende, når kulturelle interesser er på spil. Det betyder, at det offentlige kan skride ind over for ændringer af de klassiske værker inden for kunst og litteratur. Droit moral-beskyttelsen gælder kun for ophavsmænd og udøvende kunstnere - ikke for producenter eller radio- og TV-stationer.
Beskyttelsens varighed
Ophavsretten til en værk varer som hovedregel indtil 70 år efter ophavsmandens død, dvs. i ophavsmandens levetid plus 70 år. Beskyttelsestiden for de nærtstående rettigheder er kortere: 50 år efter fremførelsen, optagelsen, udgivelsen eller udsendelsen.
Indskrænkninger i beskyttelsen
Den ophavsretlige eneret gælder ikke undtagelsesfrit. Ud fra hensynet til samfundsmæssige, herunder kulturelle, interesser er der fastsat visse indskrænkninger i eneretten, dvs. tilfælde, hvor brugere må benytte værket uden ophavsmandens samtykke.
Der findes tre typer indskrænkninger:
-
Fri udnyttelse, hvor værket frit må benyttes uden betaling af vederlag til ophavsmanden.
-
Tvangslicens, hvor ophavsmanden har krav på vederlag, selv om brugeren ikke skal have tilladelse fra ophavsmanden til at benytte værket.
-
Aftalelicens, hvor man i visse tilfælde udstrækker en kollektiv rettighedsaftale til også at omfatte værker af ophavsmænd m.fl., der ikke er medlemmer af den pågældende rettighedshaverorganisation.
-
De vigtigste undtagelser er:
-
Kopiering til privat brug (§ 12).
-
Konsumption (udtømmelse) af spredningsretten (§ 19).
-
Citatretten (§ 22).
Overdragelse af ophavsretten
Ophavsmanden kan overdrage sine rettigheder til andre. Forfatteren kan indgå aftale med et forlag, som ved aftalen får ret til at udgive bogen mod at betale honorar, såkaldt royalty, til forfatteren. I aftalen bestemmes det, hvilke rettigheder den anden aftalepart, rettighedserhververen, får ret til at benytte med hensyn til det pågældende værk, og hvilke rettigheder ophavsmanden overdrager og hvilke han selv beholder. I ophavsretsloven er der nogle regler, der generelt har til formål at beskytte ophavsmænd og udøvende kunstnere i forbindelse med kontraktforhandlinger.
Sanktioner
Overtrædelse af ophavsretsloven kan give bøde eller fængsel indtil ét år - samt erstatning og godtgørelse til den forurettede rettighedshaver. Ved krænkelser kan rettighedshavere som minimum kræve et rimeligt vederlag og hertil kommer typisk erstatning og/eller bøde. Ophavsmanden kan også nedlægge fogedforbud mod en brug af værket. Disse sanktioner er af stor betydning. Ophavsretten var ikke meget værd, hvis ophavsmændene ikke kunne true potentielle krænkere med bål og brand, og hvis der, i tilfælde af krænkelser, ikke kunne sættes handling bag truslerne.
International beskyttelse
I vore dages internationale samfund med omfattende udveksling af kulturgoder ville en ophavsretsbekyttelse, der var begrænset til det nationale område, ikke være tilstrækkelig effektiv. Der findes da også konventioner, som sikrer ophavsmændene beskyttelse i udlandet.
Den vigtigste konvention om international beskyttelse er Bernerkonventionen, som stort set alle lande, vi udveksler kulturgoder med, har tilsluttet sig. Konventionen betyder, at en dansk ophavsmands værker nyder beskyttelse i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, USA osv. efter det fremmede lands lovgivning. For de nærtstående rettigheder er der tilsvarende regler i Romkonventionen.
På en diplomatisk konference i Genevè i december 1996 vedtog man to nye traktater. For det første WIPO Copyright Treaty (WCT), der omhandler ophavsretlige spørgsmål i forbindelse med den digitale teknologi, bl.a. Internet. For det andet WIPO Performance and Phonogram Treaty (WPPT), som vedrører beskyttelse af udøvende kunstnere og fonogramproducenter.
Endvidere har Europa-Parlamentet og Rådet i 2001 vedtaget et direktiv om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet;direktivet har bl.a. til formål at gennemføre de to nye WIPO-traktater. Direktivet blev ultimo 2002 gennemført i dansk lovgivning.
Denne tekst bygger på kapitel 1 i Peter Schønning: "Ophavsretten mellem kulturpolitik og handelspolitik", Nordisk Kultur Institut/Klim, 1994, og er gengivet i justeret form med forfatterens tilladelse.
Til toppen af siden
