Ny aftale sikrer arkivperler på DR's nye kanaler

17.09.09

En aftale mellem DR og Copydan Arkiv sikrer, at DR kan genudsende hele eller dele af udsendelser fra sine gemmer på de nye kanaler DR Ramasjang og DR K, der har premiere den 1. november.

En række programmer fra DRs enorme arkiv vil fremover kunne vises på DRs kommende niche-tv-kanaler, børnekanalen DR Ramasjang og historie- og kulturkanalen DR K. Baggrunden herfor er en helt ny aftale, som DR og Copydan Arkiv netop har underskrevet.
En række programmer fra DRs enorme arkiv vil fremover kunne vises på DRs kommende niche-tv-kanaler, børnekanalen DR Ramasjang og historie- og kulturkanalen DR K. Baggrunden herfor er en helt ny aftale, som DR og Copydan Arkiv netop har underskrevet.

Den nye aftale sikrer DR mulighed for at genudsende hele eller dele af udsendelser fra sine gemmer på de nye kanaler, der har premiere den 1. november i år. Bag aftalen står en række af landets væsentligste rettighedshaverorganisationer. Aftalen omfatter både DRs egne produktioner og eksterne produktioner, som er bestilt af DR, og som har været udsendt før den 1. januar 2007.

En væsentlig forudsætning

DRs generaldirektør Kenneth Plummer glæder sig over aftalen, og over at DRs righoldige arkiv nu bliver mere tilgængeligt for hele befolkningen.

"Adgangen til arkivmaterialet er en væsentlig forudsætning for, at DR K og DR Ramasjang kan blive af høj kvalitet og være et attraktivt tilbud for alle danskere" siger Kenneth Plummer og tilføjer:

"Hvis den kommende børnekanal skal være et reelt og attraktivt alternativ til de kommercielle, internationale børnekanaler, er det afgørende, at den får indhold af den høje kvalitet, som genudsendelserne har. Og samtidig siger det næsten sig selv, at en kanal som DR K, der blandt andet vil sende mange historiske programmer, også igen og igen vil have behov og nytte af at kunne dykke ned i arkivet," siger han.

Ellers nødt til udenlandske indkøb

Ifølge Kenneth Plummer ville alternativet til, at DR kunne anvende arkivmaterialet være, at DR i højere grad havde været nødt til at indkøbe udenlandske programmer til de nye kanaler.

Også formanden for Copydan Arkiv, Per Schultz, glæder sig over aftalen og udtaler:

"Vi glæder os over, at der nu gives mulighed for genudsendelser, som der hidtil ikke har været plads til på DRs hovedkanaler. Ikke mindst fordi det er en forudsætning i aftalen, at den nuværende mængde af DRs nyproduktioner og genudsendelser alene kan reduceres i uvæsentlig grad," siger han og tilføjer:

Fremtidens "arkivgravere"

"Aftalen vil give adgang til at se eller gense perlerne fra arkivet, sikre os nye, aldrig før sete tilbud og dermed også gøre det muligt for fremtidens "arkivgravere" at finde noget, som vi netop nu synes er spændende og vigtigt."

Den nye arkivaftale kommer i forlængelse af ’Pakke 1-aftalen’, der trådte i kraft ved årsskiftet 2008. Her fik DR blandt andet mulighed for at lægge store dele af sit arkiv på nettet - enten i fuld længde eller som klip. Det har blandt meget andet resulteret i Bonanza-sitet på dr.dk.

Yderligere oplysninger: Juridisk konsulent Charlotte Gundersen, DR Juridisk Politisk Sekretariat, 3520 3664 eller formand for foreningen Copydan Arkiv, Per Schultz, 5136 7436.