Google-forliget - ny dato for behandling
09.10.09
Domstolen har sat den 9. november som ny dato for indgivelse og foreløbig godkendelse af et revideret forlig. Samtidig er datoen for fristen for anmodning om kompensationsvederlag udsat til den 5. juni 2010.
Yderligere oplysninger på forligshjemmesiden.
Forliget i overblik
Google har i efteråret 2008 indgået et retligt forlig med amerikanske autorer og forlag om indskanning af bøger i forbindelse med Google Bogsøgning. Forliget er indgået på baggrund af Googles indskanning af bogsamlinger fra en række amerikanske universitetsbiblioteker - en indskanning som er foregået uden aftale med rettighedshaverne. Forligsaftalen indebærer, at Google nu får ret til at indskanne og tilgængeliggøre bøger som er udgivet før den 5. januar 2009. Bøger udgivet efter den 5. januar 2009 er ikke omfattet af forligsaftalen.
Google Bogsøgning vil p.t. kun være tilgængelig med fuldt indhold for brugere i USA. Man skal således søge fra en amerikansk IP adresse for at få adgang til længere uddrag af ophavsretligt beskyttede værker. Europæiske brugere kan søge i databasen og se 3-4 linjers tekst fra søgeresultatet. Den danske udgave kan du se her: books.google.dk
Du kan læse mere om forliget inklusiv den fulde retlige meddelelse på dansk på forligshjemmesiden:
www.googlebooksettlement.com/intl/da/notice.html
Her findes også svar på ofte stillede spørgsmål:
www.googlebooksettlement.com/help/bin/answer.py?answer=118704&hl=da
Hvordan berører forliget danske rettighedshavere?
Forliget giver Google lov til at indskanne bøger med en amerikansk ophavsret, som er udgivet før den 5. januar 2009. Da Danmark har tiltrådt Bernerkonventionen er danske bøger også omfattet af forliget.
Hvilke rettigheder drejer det sig om?
Forliget omfatter kun tekstrettigheder og arvinger til disse. Billedkunst, noder, tidsskrifter, aviser og magasinpresse er ikke omfattet af forliget.
Hvilke værker drejer det sig om?
Forliget omfatter bøger (skrevne værker udgivet i papirform) og såkaldte bilag som omfatter forord, digte, sangtekster/bechifringer, breve, tabeller, grafer mm. Billedkunst i form af illustrationer af børnebøger er medtaget i forliget i det omfang, at der er tale om billedbøger til små børn, hvor billederne er værkets hovedindhold.
Hvilke kategorier af bøger drejer det sig om?
Forliget opererer med tre overordnede kategorier af bøger:
1. Bøger der er kommercielt tilgængelige
Denne kategori omfatter bøger som udbydes til salg gennem en salgskanal i USA. Google må ikke udnytte disse kommercielt uden samtykke fra rettighedshaverne. Rettighedshaverne kan få fjernet kommercielt tilgængelige bøger fra Googles bogdatabase ved at fremsende en anmodning senest 5. april 2011.
2. Bøger der ikke er kommercielt tilgængelige
Her drejer det sig om bøger, der er udsolgt fra forlaget. Google må udnytte disse bøger kommercielt f.eks. ved at sælge reklameplads på bogsider, sælge adgang til print og kopiering, sælge abonnementer til forskellige institutioner og vise tekstbidder i markedsføringsøjemed. Rettighedshaverne kan få fjernet ikke-kommercielt tilgængelige bøger fra Googles bogdatabase ved at fremsende en anmodning senest 5. april 2011.
3. Ikke-ophavsretsligt beskyttede bøger
Denne aftale påvirker ikke, hvordan Google viser bøger, der ikke længere er beskyttet af ophavsretten. Google vil stadig tillade brugere af Google Bogsøgning at læse, downloade og trykke disse titler, som de gør det i dag.
Hvordan betaler Google for indskanningen?
Googles betaling til rettighedshaverne for indskanning og tilgængeliggørelse af bøger via Google Bogsøgning skal registreres og fordeles via et bogrettighedsregister, som er en non-profit organisation, der er oprettet som konsekvens af forliget.
Kompensation
Forliget indebærer, at Google skal betale kompensationsvederlag for de bøger og bilag som allerede er indskannet og som aktuelt indskannes frem til 5. maj 2009. Google skal som kompensation for denne indskanning fordele en samlet sum på minimum 45 millioner dollars til rettighedshaverne. Kompensationsvederlaget er i forliget fastsat til USD 60 pr. bog og USD 15 pr. bilag. For at få del i kompensationsvederlaget skal forlag og forfattere gøre krav på deres værker ved at udfylde et online ”cash-payment” skema inden 5. juni 2010. Se forligshjemmesiden: www.googlebooksettlement.com/r/home
Hvordan fordeles pengene i Danmark?
Fordelingen af kompensationsvederlag og fremtidige indtægter fra Google mellem forlag og forfatter er nærmere reguleret i forligsaftalen og afhænger af, om værket findes på tryk, eller om det er udsolgt fra forlaget.
Handlemuligheder og deadlines
|
Bemærk ny dato: 4. september 2009
(ændret fra 5. maj 2009) |
Frist for at træde ud af forliget. Man mister retten til kompensationsvederlag, hvis man træder ud af forliget. Google har ikke lovet at afholde sig fra at indskanne værker fra rettighedshavere, som er trådt ud af forliget. |
|
Bemærk ny dato: 4. september 2009
(ændret fra 5. maj 2009) |
Frist for at gøre indsigelse mod forliget.
En indsigelse er en erklæring om, at man er uenig i visse dele af forliget. |
|
7. oktober 2009
Bemærk: udsættelse |
Den såkaldte fairness hearing, hvor en amerikansk domstol vil tage stilling til forliget.
The US District Court Judge har besluttet at udsætte den såkaldte fairness hearing. Domstolen vil i stedet gennemføre en status konference den 7. oktober, hvor det skal afgøres hvorledes sagen skal behandles: Yderligere oplysninger
|
|
Bemærk ny dato: 5. juni 2010 (Ændret fra 5. januar 2010) |
Frist for anmodning om kompensationsvederlag for Googles indskanning af bøger og bilag som har fundet sted inden den 5. maj 2009. |
|
5. april 2011 |
Frist for anmodning om, at bøger og/eller bilag helt fjernes fra Googles bogdatabase. |
Bemærk, at forlag og forfattere skal ” gøre krav på deres værker” for at bogrettighedsregistret har mulighed for at udbetale indtægterne fra Googles udnyttelse af bøgerne.
Anmeldelse af ethvert krav eller udtræden af forliget skal foretages fra forligshjemmesiden: www.googlebooksettlement.com/r/home
Artiklen er skrevet i samarbejde mellem Akademikernes Centralorganisation, Copydan Tekst & Node, Dansk Forfatterforening og Forlæggerforeningen.